Naturligt sødet bananmuffins på 5 minutter!
Disse muffins er simpelthen helt vanvittig lækre! De er glutenfrie, mælkefrie og uden sukker eller sødemidler. Tro det eller ej, så er de fyldt med proteiner og kostfiber.
Blandingen tager kun 5 minutter at lave og alt du skal gøre er at blende alle ingredienserne – VUPTI og du har minimal rengøring og hurtige, men lækre og luftige muffins!
NATURLIG SØDET:
Disse lækre muffins er fulde af proteiner, kostfiber og smag. De er lavet helt uden brug af sukker eller erstatning derfor. De er udelukkende naturlig sødet af modne bananer. Det er derfor vigtigt at dine bananer er helt modne – gerne der hvor de er ved at få brune pletter. Hvis ikke du anvender modne bananer får dine muffins en anelse bitter smag.
KOKOSFIBERMEL:
Kokosfibermel er et super alternativ til almindelig mel! Den indeholder nemlig kun halvt så mange kalorier, dobbelt så meget protein og 15 gange så mange kostfibre som andre melsorter.
Kokosfibermel kan købes af mærket Urtekram og fås i de fleste helsekostforretninger. Det er utrolig drøjt i brug og det suger ekstremt meget væske til sig. Du kan derfor ikke erstatte kokosfibermel i denne opskrift med en anden type mel, da mængden af ‘væske’ i så fald ikke vil passe sammen.
TIP: I de opskrifter hvor du skal anvende mandelmel, kan du med fordel anvende kokosfibermel. Begge typer af mel suger en del væske – men kokosfibermel er billigere end mandelmel!
Smagen er ikke gennemtrængende, så hvis du ikke kan lide kokos, skal du ikke lade dig afskrække. Min kæreste er ikke stor fan af kokos, med spiser disse med glæde!
CHOKOLADEDRÅBER:
I denne opskrift har jeg anvendt bagestabile chokoladedråber fra mærket Princip (som kan købes i Føtex). Dette vil selvfølgelig tilføre lidt sukker, så hvorvidt man ønsker det er valgfrit. Alternativt kan man også købe den lækre sukkerfrie chokolade fra Easis, hakke den i stykker og drysse den på toppen af muffins, halvvejs inde i bagetiden.
Eller i kan erstatte chokoladen på toppen med hakkede nødder!
CHOKOLADEUDGAVEN:
Disse lækre muffins kan også laves som chokoladeudgave – Tilsæt blot ca. 3/4 dl ren kakaopulver. Grundet den ekstra mængde tørre ingrediens, er det en god ide at tilsætte ca 0,5 dl mælk (evt soyamælk eller mandelmælk, hvis du som jeg, ikke tåler mælk) – start med 0,3 dl og se hvor nemt din blandingen vil blende. Bagetiden er den samme som før.
DEN ALMINDELIGE BANANUDGAVE:
CHOKOLADEUDGAVEN:
Bananmuffins
Ingredienser:
- 4 modne bananer (gerne med brune pletter på – det er afgørende for smagen af disse muffins, at der anvendes modne bananer)
- 4 æg
- 1 1/4 dl kokosfibermel
- 1 stor spsk nøddesmør (fx mandelsmør eller peanutbutter)
- 2 spsk flydende kokosolie
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk natron
- 2 tsk kanel
- 1 tsk vanilje eller 10 dråber vanilje zero dråber
- 1/4 tsk salt
- 1 stor håndfuld valnødder
- Bagestabile chokoladeknapper (valgfrie, da det vil tilføre lidt sukker til dine muffins)
- 3/4 dl ren kakaopulver + 0,5 dl mælk (såfremt du ønsker en chokoladeudgave)
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 190 grader varmluft (OBS – når muffins kommes i ovnen, skal du skrue ned på 180 grader)
Kom bananer, æg, kokosolie, vanille og nøddesmør (og kakao+mælk, såfremt du ønsker en chokolade udgave) op i en blender. Tilsæt herefter kokosfibermel, bagepulver, natron, kanel og salt i. Blend godt – kom til sidst valnødderne i og blend igen. Skrab evt kanterne ned undervejs.
Kom blandingen over i smurte muffinsforme – jeg kan virkelig anbefale den lækre kokosoliespray fra Bodylab! Der er til ca. 10 muffins afhængig af størrelsen på dine forme. Fyld kun 2/3 del af formene. Drys til sidst chokoladeknapperne på og bag dem i ovnen i ca 18-20 min!
Jeg ved godt at duften er svær at modstå – men giv dem lige 15 minutter til at køle af, før du sætter tænderne i dem!
OBS: Disse skal opbevares på køl og kan sagtens fryses.
Denne opskrift indeholder affiliatelinks